Theodor Philipsen (1840-1920)
Stående hest, ca. 1905
Glaseret lertøj
Theodor Philipsens interesse for den skulpturelle form startede tidligt og da han i begyndelsen af 1860’erne søgte optagelse på Kunstakademiet, var det med et ønske om at lægge sin profession som landmand bag sig og uddanne sig til billedhugger. Philipsens debut på Charlottenborg i 1865 var et skulpturelt arbejde, udført i voks. Få år efter helligede han sig dog maleriet, som blev hans virkefelt i mange årtier, sideløbende med hans skulpturelle arbejde, som han genoptog i midten af 1880’erne.
En betydelig del af Philipsens skulpturer er udført i ler, ligesom denne stående hest, som han sandsynligvis skabte omkring 1905. På samme måde som B 35 er der her tale om en naturalistisk formgivning; dels i form af hestens kropsbygning med tydelige muskler og knogler, dels i form af dens ydre fremtoning og farver. Derudover er det bemærkelsesværdigt, hvordan Philipsen har arbejdet med at skabe et levende udtryk i form en vellykket glasur, forstået på den måde, at også denne understreger kunstnerens ønske om at forme et virkelighedsnært motiv.
Samlet set fremtræder Philipsens keramiske skulpturer, som en homogen gruppe i hans kunstneriske oeuvre. Dyremotiver, udtryksform og virkemidler er stort set de samme over tiden, hvorfor flere værker i dag kan være svære at datere. I den forbindelse påpeger flere, at det for Philipsen ikke handlede om at eksperimentere med keramiske udtryk og virkemidler, men nærmere om at fokusere på dyret og opnå et naturalistisk resultat.1
En betydelig del af Philipsens skulpturer er udført i ler, ligesom denne stående hest, som han sandsynligvis skabte omkring 1905. På samme måde som B 35 er der her tale om en naturalistisk formgivning; dels i form af hestens kropsbygning med tydelige muskler og knogler, dels i form af dens ydre fremtoning og farver. Derudover er det bemærkelsesværdigt, hvordan Philipsen har arbejdet med at skabe et levende udtryk i form en vellykket glasur, forstået på den måde, at også denne understreger kunstnerens ønske om at forme et virkelighedsnært motiv.
Samlet set fremtræder Philipsens keramiske skulpturer, som en homogen gruppe i hans kunstneriske oeuvre. Dyremotiver, udtryksform og virkemidler er stort set de samme over tiden, hvorfor flere værker i dag kan være svære at datere. I den forbindelse påpeger flere, at det for Philipsen ikke handlede om at eksperimentere med keramiske udtryk og virkemidler, men nærmere om at fokusere på dyret og opnå et naturalistisk resultat.1