Fritz Syberg (1862-1939)
Vinterlandskab, ca. 1919
Akvarel, rørpen, tusch på papir
Sammen med malerne Johannes Larsen og Peter Hansen, var Fritz Syberg en del af kernen i kunstnergruppen Fynboerne. Han var født i Faaborg, studerede på Kunstnernes frie Studieskoler under Kristian Zahrtmann og boede det meste af sit voksne liv på Nordfyn. Livet igennem hentede Syberg inspiration til sine motiver i de nære omgivelser såsom familielivet og landskabet på Fyn.
Syberg har fundet motivet til Vinterlandskab ved sin bolig, Pilegården lidt uden for Kerteminde. Herfra var der udsigt ud over det såkaldte ”Sybergland”, som forfatterne Otto Gelsted og Johannes V. Jensen døbte det omkringliggende landskab med de vide marker, havet, poppelhegnene og det bakkede terræn, der i flere årtier var en uudtømmelig inspirationskilde for Syberg. I Vinterlandskab er udsigten over den udstrakte natur kun afbrudt af hegnet med de stynede popler, hvis karakteristiske form i landskabet fascinerede ham, idet han gang på gang kastede sig over netop dette motiv.
Frem til ca. 1919 arbejdede Syberg fortrinsvis med akvarelmaleriet, og med en tiltagende friere form og en meget tyndt pålagt vandfarve, der jævnligt blev fremhævet af tuschtegning, nærmede han sig en abstraktion af landskabet.1 Det skitseprægede og forenklede holdt ved, da han i begyndelsen af 1920’ene lagde akvarelmaleriet definitivt på hylden for at hellige sig oliemaleriet, som han arbejdede koncentreret med frem til sin død i 1939.
Syberg har fundet motivet til Vinterlandskab ved sin bolig, Pilegården lidt uden for Kerteminde. Herfra var der udsigt ud over det såkaldte ”Sybergland”, som forfatterne Otto Gelsted og Johannes V. Jensen døbte det omkringliggende landskab med de vide marker, havet, poppelhegnene og det bakkede terræn, der i flere årtier var en uudtømmelig inspirationskilde for Syberg. I Vinterlandskab er udsigten over den udstrakte natur kun afbrudt af hegnet med de stynede popler, hvis karakteristiske form i landskabet fascinerede ham, idet han gang på gang kastede sig over netop dette motiv.
Frem til ca. 1919 arbejdede Syberg fortrinsvis med akvarelmaleriet, og med en tiltagende friere form og en meget tyndt pålagt vandfarve, der jævnligt blev fremhævet af tuschtegning, nærmede han sig en abstraktion af landskabet.1 Det skitseprægede og forenklede holdt ved, da han i begyndelsen af 1920’ene lagde akvarelmaleriet definitivt på hylden for at hellige sig oliemaleriet, som han arbejdede koncentreret med frem til sin død i 1939.