Julius Paulsen (1860-1940)
Marine, 1910
Olie på lærred
Julius Paulsen var en af sin tids førende danske portrætmalere, og han modtog adskillige officielle portrætbestillinger. I 1906 blev han udpeget af vennen og kunstnerkollegaen P.S. Krøyer (1851-1909) til at male hans portræt, som skulle indgå i samlingen på Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot. Paulsen påbegyndte den store og ærefulde opgave i 1907 og ca. to år senere var billedet af Krøyer, skildret som udøvende kunstner med pensel og palet på Skagen Sønderstrand, færdigt. Året efter lagde Paulsen sidste penselstrøg på Marine, som anses for at være afledt af portrættet af Krøyer.1
Paulsen har skabt et enestående, stemningsfuldt værk, hvor himmel og hav mødes under en begyndende solnedgang. Særligt påfaldende er det dog, at solen ikke er at se, idet den befinder sig over billedrammen. Ikke desto mindre sætter den stemningen i hele billedet – i særdeleshed lige dér, hvor lyset møder havets overflade og skaber et hvidt, blændende genskin. I den forbindelse er Paulsens teknik iøjnefaldende. Han har malet med fede lag af maling, hvor lys møder hav, således at der skabes en dybde i billedet. Når det derimod kommer til det blåviolette himmelrum og den smalle strandbred, har Paulsen anvendt tynde, laserende farvelag, påført med hastige, næsten udviskede penselstrøg, hvorved man fornemmer lærredets farve og struktur. Denne teknik er kendetegnende for de få af Paulsens værker, hvor påvirkningen af impressionismen er tydeligst.2
Paulsen havde ikke samme nære tilknytning til sin fødeø Fyn, som sine næsten jævnaldrende fynske malerkolleger Peter Hansen og Fritz Syberg. Derimod havde han et nært forhold til flere af Skagensmalerne, særligt i sine formative år i 1880’erne, hvor han mødte dem i København og på rejser rundt i Europa, hvor særligt impressionismen vakte hans interesse. Paulsen besøgte selv først Skagen i 1900. Nogle år efter, i 1907, malede P.S. Krøyer et portræt af Paulsen, som skulle indgå i portrætfrisen i Brøndums spisesal (i dag Skagens Museum).3
Paulsen har skabt et enestående, stemningsfuldt værk, hvor himmel og hav mødes under en begyndende solnedgang. Særligt påfaldende er det dog, at solen ikke er at se, idet den befinder sig over billedrammen. Ikke desto mindre sætter den stemningen i hele billedet – i særdeleshed lige dér, hvor lyset møder havets overflade og skaber et hvidt, blændende genskin. I den forbindelse er Paulsens teknik iøjnefaldende. Han har malet med fede lag af maling, hvor lys møder hav, således at der skabes en dybde i billedet. Når det derimod kommer til det blåviolette himmelrum og den smalle strandbred, har Paulsen anvendt tynde, laserende farvelag, påført med hastige, næsten udviskede penselstrøg, hvorved man fornemmer lærredets farve og struktur. Denne teknik er kendetegnende for de få af Paulsens værker, hvor påvirkningen af impressionismen er tydeligst.2
Paulsen havde ikke samme nære tilknytning til sin fødeø Fyn, som sine næsten jævnaldrende fynske malerkolleger Peter Hansen og Fritz Syberg. Derimod havde han et nært forhold til flere af Skagensmalerne, særligt i sine formative år i 1880’erne, hvor han mødte dem i København og på rejser rundt i Europa, hvor særligt impressionismen vakte hans interesse. Paulsen besøgte selv først Skagen i 1900. Nogle år efter, i 1907, malede P.S. Krøyer et portræt af Paulsen, som skulle indgå i portrætfrisen i Brøndums spisesal (i dag Skagens Museum).3