Vilhelm Hammershøi (1864-1916)
Stueinteriør med udsigt til svalegang, 1903
Olie på lærred
I sit hjem i Strandgade 30, var Vilhelm Hammershøi optaget af de mange muligheder, der var at arbejde med lyset, set i forhold til den ældre lejligheds rumlige betingelser. Lejlighedens ruminddeling var ualmindelig, idet den både havde senbarokke og nyklassicistiske træk foruden en række mindre stuer og sale samt en svalegang, der var en senere tilbygning langs facaden mellem de to sidehuse. Denne havde sprossede vinduespartier, som resten af huset.
Kompositionen i Stueinteriør med udsigt til svalegang er iøjefaldende, fordi Hammershøi har søgt at indfange forskydningen mellem svalegangens ydre vinduer mod gården og de indre vinduer mod stuen. Det er blevet til et kompliceret spil mellem vinduer, mellem lys og mørke, mellem det indre og det ydre, der tilsammen munder ud i en speciel, næsten klaustrofobisk stemning, hvor stuen synes løsrevet fra dens funktion som et sted, hvor mennesker færdes.
Hammershøis placering af møbler i sine interiører synes ikke altid logisk, som her, hvor den bastante lågkiste bryder med de hvide panelers strukturgivende geometri. Ikke desto mindre giver kisten en fornemmelse af rummet – eller rettere af lysindfaldet fra det tilstødende rum. Kistens lukkede form står desuden i kontrast til vinduerne, hvori lyset udefra åbenbarer sig. Men som i B 312 er vinduerne lukkede, og de giver ikke et udkig til en verden udenfor, hvorfor vi fornemmer, at det ydre synes betydningsløst. Hos Hammershøi eksisterer kun inde.
Kompositionen i Stueinteriør med udsigt til svalegang er iøjefaldende, fordi Hammershøi har søgt at indfange forskydningen mellem svalegangens ydre vinduer mod gården og de indre vinduer mod stuen. Det er blevet til et kompliceret spil mellem vinduer, mellem lys og mørke, mellem det indre og det ydre, der tilsammen munder ud i en speciel, næsten klaustrofobisk stemning, hvor stuen synes løsrevet fra dens funktion som et sted, hvor mennesker færdes.
Hammershøis placering af møbler i sine interiører synes ikke altid logisk, som her, hvor den bastante lågkiste bryder med de hvide panelers strukturgivende geometri. Ikke desto mindre giver kisten en fornemmelse af rummet – eller rettere af lysindfaldet fra det tilstødende rum. Kistens lukkede form står desuden i kontrast til vinduerne, hvori lyset udefra åbenbarer sig. Men som i B 312 er vinduerne lukkede, og de giver ikke et udkig til en verden udenfor, hvorfor vi fornemmer, at det ydre synes betydningsløst. Hos Hammershøi eksisterer kun inde.