Panel med 45 fliser af frittegods bemalet med brogede glasurer over en opak hvid glasur. Cuerda seca-teknik
Mens osmanniske flisepaneler – også når de udgør større kompositioner – næsten altid holder sig til den botaniske verden, så ses dyr ofte mellem planterne på de safavidiske, og der er også rent figurative paneler med hoffolk, drikkelag, og jagt- og slagscener. Selvom motivernes betydningsbærende elementer ofte er ret vage i islamisk kunst, så henviser dyrekampsmotiver, som dem der ses i de nedre hjørner, gerne til en fyrstelig motivkreds, og de er en legitimation af den stærkes ret til at herske. Et panel som dette kan da også meget vel have prydet en pavillon eller gårdrum i en af de safavidiske shah’ers haver eller paladser.