Kande (akvamanile) i form af en okse. Frittegods bemalet med sort og blåt under en klar glasur
Kander udformet som okser har i Iran en historie, der går længere tilbage end islam. Ikke mindst i perioden ca. 1150 til 1250 var de og figurer af andre dyr og mennesker populære både i Iran og i Syrien.1 Med sin tydelige tud, der danner oksens mule, sin påhældningsstuds på ryggen og det lille håndtag er der ikke nogen tvivl om kandens funktion, mens brugen af andre figurer kan være mere uklar.
Dekorationer af denne specifikke type er oftest udført med lustre og gerne i den såkaldte Kashan-stil, hvor hovedmotiverne er udsparet mod lustrebaggrunden, som yderligere er gjort mindre bastant ved at der er indridset små spiraler og andre kruseduller2. Som noget usædvanligt er denne stil her overført til underglasur-dekoration i sort og blåt.
Typisk er de påmalede motiver unaturalistiske eller fremmede for det dyr de dekorerer. Oksen har ganske vist øjne og antydningen af en hale, men pelsen er erstattet af spiraler, små fugle, forskellige bånd, geometriske former og kruseduller, samt et bredt bånd med en persisk indskrift. Det er en strofe fra et digt af Omar Khayyam (1048 – 1131), der kan oversættes: ”Oh, gid der var et fredfyldt sted”.
Dekorationer af denne specifikke type er oftest udført med lustre og gerne i den såkaldte Kashan-stil, hvor hovedmotiverne er udsparet mod lustrebaggrunden, som yderligere er gjort mindre bastant ved at der er indridset små spiraler og andre kruseduller2. Som noget usædvanligt er denne stil her overført til underglasur-dekoration i sort og blåt.
Typisk er de påmalede motiver unaturalistiske eller fremmede for det dyr de dekorerer. Oksen har ganske vist øjne og antydningen af en hale, men pelsen er erstattet af spiraler, små fugle, forskellige bånd, geometriske former og kruseduller, samt et bredt bånd med en persisk indskrift. Det er en strofe fra et digt af Omar Khayyam (1048 – 1131), der kan oversættes: ”Oh, gid der var et fredfyldt sted”.