Jan Weenix (1642-1719)
Nature Morte, 1698
Olie på lærred
Den hollandske maler Jan Weenix (1642-1719) var højt værdsat af både aristokratiet og det velhavende borgerskab i bl.a. Holland, Tyskland og England. Han arbejdede med portrætter, landskaber og genrescener, men er især kendt for sine nature morte-kompositioner med jagtdyr og fuglevildt, der i dag vidner om hans tekniske virtuositet og sans for dramatisk iscenesættelse.
Det store maleri i Davids Samling viser en død påfugl, der hænger i benene, fastbundet til en stor lågvase, som synes at indgå i en art terrassearkitektur. Påfuglens krop hviler mod vasens base, mens dens slappe hals og tunge hoved ligger fladt på jorden, omgivet af andre døde fugle samt frugter. I billedets højre side ses motivets eneste levende dyr: en lille abe, omgivet af blomster og med blikket rettet ud mod venstre side, hvor man kan ane en rund, halvåben terrasse med en fontæne i midten. Bagved åbner der sig et parklignende landskab med store træer.
Det var i 1670’erne, at Weenix for alvor begyndte at koncentrere sig om at male nature morter, og gennem de følgende årtier udviklede han en karakteristisk opbygning af sine motiver. Som i dette maleri placerede han ofte jagtdyr og fuglevildt – dødt som levende – i en komposition, hvor en vase og dyr optager den ene side, mens et frodigt havelandskab med statuer, bygninger eller en port udfolder sig i den anden.1
Weenix demonstrerer sin sikre beherskelse af motivet. Hans præcise gengivelse af fuglefjer, blomster og frugt demonstrerer både teknisk dygtighed og en særk sans for taktile kvaliteter og dramatik. Kompositionen er bygget op med et klart tyngdepunkt i højre side, hvor det døde vildt og frugterne skaber et visuelt fokus. De farverige fjerdragter og de bløde frugtformer står i kontrast til de gyldne og røde toner i solnedgangen og til det dybe mørke, der omslutter store dele af scenen og gør det vanskeligt at skelne billedets forskellige planer. Et andet iøjefaldende træk ved maleriet er lyset, som ikke blot skaber en følelse af realisme og dybde, men også forstærker den dramatiske virkning.
I Davids Samling ses andre nature morte billeder, bl.a. B 286 og B 337.
Det store maleri i Davids Samling viser en død påfugl, der hænger i benene, fastbundet til en stor lågvase, som synes at indgå i en art terrassearkitektur. Påfuglens krop hviler mod vasens base, mens dens slappe hals og tunge hoved ligger fladt på jorden, omgivet af andre døde fugle samt frugter. I billedets højre side ses motivets eneste levende dyr: en lille abe, omgivet af blomster og med blikket rettet ud mod venstre side, hvor man kan ane en rund, halvåben terrasse med en fontæne i midten. Bagved åbner der sig et parklignende landskab med store træer.
Det var i 1670’erne, at Weenix for alvor begyndte at koncentrere sig om at male nature morter, og gennem de følgende årtier udviklede han en karakteristisk opbygning af sine motiver. Som i dette maleri placerede han ofte jagtdyr og fuglevildt – dødt som levende – i en komposition, hvor en vase og dyr optager den ene side, mens et frodigt havelandskab med statuer, bygninger eller en port udfolder sig i den anden.1
Weenix demonstrerer sin sikre beherskelse af motivet. Hans præcise gengivelse af fuglefjer, blomster og frugt demonstrerer både teknisk dygtighed og en særk sans for taktile kvaliteter og dramatik. Kompositionen er bygget op med et klart tyngdepunkt i højre side, hvor det døde vildt og frugterne skaber et visuelt fokus. De farverige fjerdragter og de bløde frugtformer står i kontrast til de gyldne og røde toner i solnedgangen og til det dybe mørke, der omslutter store dele af scenen og gør det vanskeligt at skelne billedets forskellige planer. Et andet iøjefaldende træk ved maleriet er lyset, som ikke blot skaber en følelse af realisme og dybde, men også forstærker den dramatiske virkning.
I Davids Samling ses andre nature morte billeder, bl.a. B 286 og B 337.